Anerkendende pædagogik

Vi gør det, vi siger, vi gør.

På UNG er anerkendende pædagogik mere en omgangsform end en teori. Mere en kultur end en behandlingsmetode. Det er fundamentet under hverdagen. Pædagogisk arbejder vi også med adfærdskorrektion, regulering og ændring. Det lyder måske lidt firkantet med "korrektion", men dybest set handler det om, hvordan man er social, klarer praktiske, dagligdags gøremål og relationelle udfordringer. Man kan sige, at alt her i huset er behandling. Lige fra at lære at tømme et fnugfilter på en tørretumbler til at fortælle en kammerat, at man er ked af det, vred eller glad.

Struktur giver tryghed

Grundlæggende får de unge et tilbud om at blive passet på. Vi lover dem, at de voksne gør det de siger, de gør. Hurtigt oplever og forstår vores elever, at man kan stole på de voksne her. De er TROværdige overfor alle og stiller altid op. Vores elever er typisk vokset op med kaos og uforudsigelighed i et miljø, hvor de altid skulle være på vagt overfor voksne. Det giver derfor tryghed og tillid, når alting er struktureret, og de voksne er konsekvente og til at regne med. De fleste af vores elever har behov for at kende dagsprogrammet. De kan godt lide at vide, at morgenbordet er dækket, hvornår de skal hvad, og hvem der er på arbejde. Vi indskriver ikke hvad - eller hvem som helst. De unge skal virkelig ville det her. Vi snakker grundigt om, hvad opholdet indebærer inden visitation.

Hjulsøgård UNG | Frøstrupskovvej 81 | 6800 Varde | Tlf.: 7550 1313 | E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. | CVR nr. 27341098