Kæmper for anbragte unges skolegang - Ulla Tørnæs inddrages

Hjulsøgård UNG, der har unge i misbrugsbehandling, arbejder hårdt på at få lov til at undervise anbragte unge igen. Nu er tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) inddraget i sagen.

Det er, som vi har skrevet om tidligere, ikke længere muligt for opholdssteder at tilbyde hjemmeundervisning. Sådan er situationen også for Hjulsøgård UNG, der lukkede et velfungerende hjemmeundervisningstilbud i 2019. Det skete, da en redegørelse fra Folketingets Ombudsmand konkluderede, at kommuner ikke må henvise elever til undervisning på et anbringelsessted uden intern skole – som Hjulsøgård UNG. Siden har opholdsstedet uden held forsøgt at finde en løsning, der gør det muligt at undervise de døgnanbragte unge i trygge rammer, så de ikke skal sendes ud i lokale folkeskoler eller specialtilbud.

Uddannelse og skolegang er vigtigt
Som et led i at skabe opmærksomhed omkring problematikken inviterede Hjulsøgård UNG folketingsmedlem og tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) til et møde. Her blev hun orienteret om udfordringerne.

Pædagog og psykoterapeut Ingrid Marie Sønnichsen sagde blandt andet:

– Vi havde gennem flere år en hjemmeundervisningsordning, der fungerede godt her på stedet. De unge tog store spring fagligt, og mange fik en 9. klasses eksamen. Derfor er det meget frustrerende, at vi ikke kan tilbyde undervisning længere. Især når vi ved, at uddannelse og skolegang er de vigtigste faktorer for, at tidligere anbragte unge klarer sig godt og får et almindeligt voksenliv.

Hjulsøgård_UNG_skoletilbud_anbragte_unge_Ulla_Tørnæs.jpeg

 

Det er problematisk

Ulla Tørnæs sagde efter mødet:

– Det står klart, at der er et problem her, som vi bør se på. Det giver mening at give unge, der er i behandling på opholdssteder uden intern skole, et undervisningstilbud som passer til deres behov. Alternativet kan desværre være, at de ikke får faglig undervisning overhovedet.

Ulla Tørnæs vil i nærmeste fremtid inddrage Marie Bjerre, der er Venstres socialordfører samt Ellen Thrane Nørby, medlem af Børne- og Undervisningsudvalget. Hun vil også bede den ansvarlige minister om en status på, hvad regeringen har gjort for at sikre, at netop denne gruppe af børn får passende undervisning.

– Jeg vil spørge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil om, hvad hun har gjort, siden hun i december 2019 svarede på et spørgsmål fra Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg om netop denne problematik. Jeg vil også gerne vide, hvad hun vil gøre ved problemet fremover, siger Ulla Tørnæs.

Foto: Fra højre: Pædagog Ingrid Marie Sønnichsen, medlem af bestyrelsen for Hjulsøgård UNG Anna Klixbøl, Ulla Tørnæs og Frands Kristensen.

Følg os på Facebook

Små og store ting fra vores hverdag. Se, hvad vi har gang i på Face.